Stevns åbner kontinensklinik

Date: 09. oktober 2019
Stevns ønsker at gøre en forskel for borgere, som lider af inkontinens, og åbner derfor en kontinensklinik for borgere over 18 år.

Inkontinens betyder, at man har svært ved at holde på urin og/eller afføring, og det er et stort problem for mange.

’For mange er inkontinens forbundet med skam, og derfor glæder det mig, at vi nu kan gøre mere for at hjælpe’, fortæller formand for Social og Sundhed, Henning Urban Dam Nielsen, og tilføjer:

’I de fleste tilfælde kan der gøres noget ved problemet blot ved at træne og ændre vaner. Jeg håber derfor, at den kommende kontinensklinik kan være det, der skal til for at flere kan få en lettere hverdag’.

I kontinensklinikken får du tilbudt en samtale og foretaget en individuel vurdering. Du kan f.eks. få råd og vejledning til ændringer af væskeindtag og toiletvaner og få instruktion i, hvordan du træner bækkenbunden rigtigt samt et individuelt tilpasset træningsprogram.

Klinikken består af en faguddannet sygeplejerske og fysioterapeut, der begge har efteruddannelse indenfor kontinensområdet. I nogle tilfælde vil din videre plan blive udarbejdet i samarbejde med din praktiserende læge.

Stevns Kommunes nye kontinensklinik ligger i Sundheds- og frivillighedscenter i Hårlev, Hovedgaden 46. Du behøver ikke henvisning fra egen læge.

For at booke tid til konsultation, skal du ringe tirsdag eller torsdag kl. 8.00-9.00 på tlf.: 20 46 77 09.

Kontakt

Henning Urban Dam Nielsen
Formand
Social og Sundhed
Tlf.: 20 36 43 60
Michelle Johannesen
Fysioterapeut
Tlf.: 56 57 53 42

Sidst opdateret

09.10.2019